Om

gevandt

Om gevandt

Himmel og hav
Ro
Bornholm
Moderskab
Kærester
Hugo&Herman
Moderskab

Velkommen til gevandt, mit blomstrende, drømmende, eventyrlige boheme-univers af smukke skræddertilskårede gevandter i silke og uld - designet og produceret på mit værksted i Rønne på Bornholm.


Mit navn er Pernille Vestergaard. Jeg er mor til to herlige gutter, Hugo og Herman, og kæreste med dejlige Raffaello.


Kimen til gevandt blev lagt for mange år siden, da jeg var helt nyuddannet tekstilhåndværker/dameskrædder. Jeg var så heldig at komme i lære hos de bedste mestre på bl.a. Det Kongelige Teater og Dansk Scenekunstskole og fik mit svendebrev tilbage i 2008.

Mine mestre lærte mig at være præcis, omhyggelig og stolt af mit håndværk.


For 4 år siden flyttede min familie og jeg fra Østerbro til Bornholm for at komme tættere på den smukke natur, det bjergtagende klippelandskab og det evigt brusende hav samt nyde vores nye mere rolige tilværelse som ø-boere. Et valg vi ikke har fortrudt.


Omdrejningspunktet for min tekstile formgivningsproces er helt foretrukkent den klassisk tilskårede figur med afsæt i den smukke kvindelige silhuet - tilvirket på bedste gammeldags skræddermanér.


Min fornemste opgave for dig som min kunde er at finde frem til lige netop dét snit, der klæder din figur - som du er skabt fra naturens side.


Jeg arbejder primært med silke og uld, fordi jeg sætter pris på deres fine, ekslusive og naturlige egenskaber. Jeg har et lille udvalg af forhandlere, jeg bruger, og som står inde for de varer, de har i deres sortiment. Fx at ulden kommer fra mulesing-fri farme. Dvs. fåreopdræt der ikke anvender mulesing-metoden, men lever op til almene dyrevelfærdsstandarder.


Samtidig er silke og uld i sig selv ekstremt bæredygtige materialer, som, i en tid hvor vi skal passe bedre på vores klode, er et ansvarligt bud på tekstiler, man kan være bekendt at bruge i industrien. Silke og uld har et relativt lavt CO2 aftryk i sammenligning med selv økologisk produceret bomuld.


Derudover yder silke og uld en livslang holdbarhed, er rare tekstiler at have ind mod huden, og så har de en subtil evne til både at kunne varme og afkøle kroppen alt efter behov, hvilket for mig giver så god mening i forhold til at mindske brug-og-smid-væk kulturen.


For at se mit ready-to-wear udvalg klik videre til web-shoppen her. Hvis du ønsker at få syet efter mål, da klik videre til made-to-measure.


Studio: Svanekevej 44 Rønne Bornholm 

Copyright 2020